top of page

Udgivelser

TIL SIDSTE MAND

 

Tre mænd i en skyttegrav. Én ville ønske, han aldrig var taget afsted, en anden at de alle tre får det bedste ud af det, og den tredje at de to andre ikke opdager, at ammunitionen er ved at slippe op. Ud af ingenting dukker en kvinde op. Det er hende, de mindes, drømmer om og hjemsøges af. For fik de nu sagt ordentligt farvel, før de tog afsted? Hvem af de tre kommer hjem igen? 

Og hvem er drengen i ingenmandsland, som kommer tættere og tættere på?

OLD SCHOOL - NEW SCHOOL

​

Nikolas er lige flyttet på landet og er startet i 9. klasse. Han er homoseksuel og har intet problem med sin seksualitet. Til gengæld har han masser af problemer derhjemme og har lukket sig inde i sin egen verden af com-puterspil.

Klasselæreren Jan sætter sig for at hjælpe ham. Men det skulle han måske aldrig have gjort, for Jan har en hemmelighed.

​

En generationsthriller om fortielser og frygten for at stå ved sig selv, men også en rørende historie om et lærerigt venskab mellem lærer og elev.

 

 

DRAMAFRONTEN 1-4

 

I denne antologi har jeg har skrevet den korte enakter "Vi ses i Hollywood", som er med i bind 4. 


MIT MØRKE - en dramatisering af Peter Tudvads "Sygeplejerske i Det Tredje Rige"

 

Under Anden Verdenskrig bliver den 16-årige jyske pige Ebba medlem af det danske naziparti. Hun melder sig frivilligt i Tysk Røde Kors og oplever krigen fra den anden side af grænsen. Få hundrede meter fra Førerbunkeren plejer hun sårede tyske soldater. Da krigen er slut, vender Ebba hjem til Danmark og lægger sin historie bag sig. Hun fortæller den aldrig til nogen, før hendes barnebarn får lukket op for de længe fortrængte og dystre minder og tager os med ind i mørket.

 

 

VI GIDER IKKE NOGET SJUSK

 

Et fragmentarisk stykke om unge mennesker, der står mellem samfundets slaraffenland af tilbud og muligheder på den ene side og krav om hurtig uddannelse på den anden. Et stykke om præstationsangst og dovenskab, om pacende forældre, bedrageri og showbizz. Om elever der ikke kan beslutte sig, elever der ikke kan koncentrere sig, elever der forelsker sig - og dem der dør, hvis de får syv.

NYESTE UDGIVELSER

jordens-indre.jpg

I 1936 løser danske Inge Lehmann en af naturvidenskabens store gåder, da hun opdager Jordens indre kerne. Lehmann vier sit liv til videnskaben, men modtager aldrig fuld anerkendelse for sin enorme opdagelse og forbliver stort set ukendt i Danmark.

Jordens Indre vækker Lehmanns historie til live i en fortælling om videnskab og kvindeliv gennem det forrige århundrede. Vi kommer tæt på Lehmann, der kæmper med sig selv og sin omverden, og vi møder de mennesker, der kredser om hende. En glemt skæbne udfoldes i et drama, der spænder over årtier og kontinenter.

NEKROLOGER

En mor hjemsøger sin familie under en fødsels-dagsfest. 

En dreng mister sin far midt mellem fodboldkamp og konfirmation.

En dødssyg mand fra-beder sig al opmærksom-hed ved sin begravelse og begynder at lave en liste …

Og en begravelse hvor alt, der kan gå galt, går galt.

Nekrologer er fire unge dramatikeres korte og meget forskellige enaktere om døden.

PORTRÆTTER

 

Ni monologer. Ni unge menneskers fortælling om sig selv.

Vi kender karaktererne, vi kender situationerne. Der er fotografen, den hjemløse, slagsbroren, hende, der lyver, staklerne med hjertekvaler....

Vi møder dem midt i hverdagen; i fortættede og universelle fortællinger om at leve og om at drømme, om længsel, håb og angst.

Hvad er et portræt? Kan man fange essensen af et menneske i et billede? Er portrætter døde eller bare øjeblikke i venteposition?

 

BRANDEN

 

”Bliver du aldrig bange for, at der ikke er noget, der rigtigt betyder noget? Nogle gange føles det som om, at hele menneskeheden kunne forsvinde fra jordens overflade for altid, og det ville ikke gøre nogen forskel.”

 

Det er de tanker, Laura gør sig på efterskolen. En dag forskanser hun sig på sit værelse. Det giver ikke mening at gøre andet. For findes den overhovedet – meningen med det hele? Eller er det bare noget, vi alle, unge som voksne, stiltiende lader som om?

De andre elever - med forelskede William i spidsen - sætter sig for at få Laura ud af værelset. De vil for enhver pris overbevise hende om, at alting betyder noget…

 

(Skrevet i samarbejde med Charlotte Ladefoged)

 

IND UNDER JUL

 

En samling af enaktere om bagsiden af julen.

 

Antologi skrevet i samarbejde med Niclas Ashkan Johansen og Henrik Szklany, mine medstuderende på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater.

bottom of page